Lars Lilholt - Hvidsten Kro - lyrics
Sorte Halifax-maskiner hopped’ over klitterne ved Søndervig
som paukeslag fra BBC, som trækfugle der jog forbi
lavt ind over Jylland med kursen sønden om Hobro
snart stod faldskærme som hvide blomster mod den natblå ro
i køkkenet på kroen gik alt sin vante gang
Gudrun bagte æggekage mens hun stod og sang
men fra den 12. marts i ’43 var der ikke mere ro
på Hvidsten Kro
For da kom dr. Thorup og en fremmed ind i kroens skænkestue
og sagde: ”Marius Fiil, hvis du vil er du ham vi skal bruge
der er containere med våben på markerne ved Allestrupgård
de skal bringes ind til Randers før tyskerne fornemmer hvad der foregår”
”Jeg skal lige spørge Gudrun” var hvad Marius fik sagt
så var Hvidstengruppen dannet og London fik kontakt
det gik godt et år og så tog sorgen varig bo
på Hvidsten Kro
Snart så var de fjorten og i familien Fiil tog alle fat
og var der hilsen til Elias over BBC så var der bid i nat
i 1943 var danskerne begyndt at vågne op
sabotører sku’ bevæbnes, og det var Hvidstengruppens job
de lyste op mod himlen, tre hvide og en rød
en enkelt uopmærksomhed ku’ vær’ den visse død
og efter nattens arbejde var der en mellemmad eller to
på Hvidsten Kro
Store sorte fugle over Jylland, sønden om Hobro
faldskærme på himlen hvide blomster mod den natblå ro
der lå tyskere i Randers, der lå tyskere ved Mariager Fjord
de vidste der var noget galt men tørvegrave sletter alle spor
de nåede ud til kroen når flyene var væk
på loftet lå en faldskærmsmand og rystede af skræk
han knugede sin giftampul og klyngede sig til en spinkel tro
på Hvidsten Kro
Faldskærmsmanden var frivillig, han var lydløs, han var rå
han kunne sprænge broer så die Wehrmacht’s togtransporter gik i stå
men han blev taget af Gestapo hos en kvinde som han faldt for og fik lov
men giftampullen fik han ikke for de tog ham mens han sov
SS’ sorte bødler satte tommelskruer på
og Marius var røbet før testiklerne blev blå
ja klokken den var slået før bornholmeren den slog to
på Hvidsten Kro
En morgen midt i marts blev kroen forvandlet til et håb
der var støvletramp i gården, motorstøj og tysk kommandoråb
Gudrun stod i køkkenet, det bankede på den lave dør
”Heil Hitler! Hände hoch!” og Gudrun hvisked’ ”Åh Gud nej nu er det lige før”
men Marius han gryntede den gamle fatalist:
”Det går jo nok og Gudrun, lad nu vær’ at vær’ så trist”
men hun gøs for der var en hæslig lyd af en stikker der lo
over Hvidsten Kro
Så førtes alle fjorten ind til Århus, og så til Horserød
Niels Fiil sagde til sin far: ”Jeg tror det bliver vores død”
Hvidstengruppen sad som gidsler i en gammel rød barak
for nazisterne sku’ ha’ nogen at skyde for at holde folk i skak
på Dagmarhus i København der blev krigsretten sat
og otte af dem dømtes til at dø den næste nat
men man hørte ingen gråd, nej de tog det med en iskold ro
dem fra Hvidsten Kro
Da Marius forlod sin celle favned’ han en tysk soldat
og tilgav ham og sagde: ”Du skal vide at
det er ikke jer almindelige tyskere som vi har kæmpet mod
nej, det er det onde der har magten over jer og os” og tyskeren forstod
i Ryvangen til sidst, hvor de tavse pæle står
de otte af dem sang: ”Altid frejdig når du går”
solen steg, ordren lød, så faldt de to og to
dem fra Hvidsten Kro
I sommeren ’45 kom de atter hjem og fik den sidste ro
i en fællesgrav ved landevejen 100 meter nord for kroen
og kører du forbi en dag så tøv en kende før du videre ta’r
for det er ikke længe siden, og de gav det dyrebareste vi har
dengang jeg var lille var jeg der med min far
da stod Gudrun stadigvæk og gjorde æggekagen klar
så’n en vinteraften i den dybe stille natblå ro
på Hvidsten Kro