Udgivet: 03.02.2012
Beskrivelse af Glasborgen af Anne-Marie Vedsø Olesen
Anne-Marie Vedsø Olesen har skrevet en stenhård, sort perle af en roman om kvinden Judith, hvis kunstnerkarriere i bogstaveligste forstand bliver et spørgsmål om liv eller død. Hun er sangerinde og skal synge hovedrollen i en prestigefyldt, moderne opera på Holmen. Alle kender Operaen på Holmen - Mærsks storladne gave til det danske folk, tegnet af selveste Henning Larsen, udsmykket af Per Arnoldi, Olafur Eliasson og andre koryfæer. Denne karakterfulde bygning, som også går under navne som "kølergrill'en" og "brødristeren", bliver nu for første gang omdrejningspunktet i en roman: Glasborgen.
En roman om den glitrende og sanselige kunstnerverden, som også rummer vanvid og vold, og hvor Københavns nyeste, pompøse vartegn forvandles fra et kunstens tempel til et fangehul fuld af rædsler. Judith møder allerede den første dag operaens komponist og dirigent Rolf Bergström og lader sig forføre af ham. Under Rolfs vinger ser det ud, som om hun endelig skal få det internationale gennembrud, hun har arbejdet så hårdt på. Men hun er ikke alene om Rolf; overalt, hvor han går, følges han af den karismatiske, men også sært skræmmende Vilgot, som han har et underligt afhængighedsforhold til. Under prøveforløbet sker der ting, som på forskellig vis fremmer Judiths muligheder for at stråle på scenen: En rivalinde til hovedrollen drukner i Københavns havn, og en besværlig scenetekniker får kraniet knust under en prøve. Judith aner uråd, ikke mindst da hun begynder at opleve decideret uforklarlige ting, som har med Vilgot at gøre, og som synes at fortælle, at han ikke er helt igennem menneskelig.
Anmeldelser af Glasborgen af Anne-Marie Vedsø Olesen
Weekendavisen, Birte Weiss:
“Det er fortællingen om mennesker, der vil lade sig inspirere og bruge deres talent til den yderste grænse. Driften efter sublimering er bogens kerne, men der er også fine stemningsbilleder … Operaens dna er patos, og det overfører hun stort set ubesværet til en nutidig tekst om en kvinde, der vrister sig løs af sin elskers og sin mors dominerende indflydelse. I Glasborgen er virkemidlerne skræddersyet til melodrama: Store armbevægelser, patos, litterære og musikalske hints, blodig handling, fravalg af snusfornuft og en blanding af suggererende og præcist sprog. Anne-Marie Vedsø Olesen er kulørt på den gode måde.”
Carsten Norton i Ekstra Bladet:
“Som i de foregående værker navigerer den multi-talentfulde forfatter ubesværet i krydsfeltet mellem virkeligheden og det – i mangel af bedre ord – overnaturlige. Fundamentalt spændende og ualmindeligt velskrevet.” *****
Mai Misfeldt i Kristeligt Dagblad:
“Her er vand, blod og tårer i stride strømme. Og en kvinde, der ender med at synge, så hele Operaen, inklusive Olafur Eliassons tre store lamper, simpelthen bryder sammen! ‘Glasborgen’ er en symbolsk historie om passion og fortabelse og om en kvindes langsomme erkendelse af, at hun må vælge sin egen skæbne. At lade Operahusets store, lysende vandomkransede halvklode danne ramme om fortællingen og at lade en fremmed ankomme udefra samt at blæse højt og flot på konventioner om realisme og overdrev er godt tænkt, og man er med på, på operavis, at elske klicheerne.”
Politiken, Sophie Engberg Sonne:
“Anne-Marie Vedsø Olesen skriver med et stort overskud og tydeligvis med stor fornøjelse … hun har sans for detaljerne – således er det godt set, at operahuset med sit gitterværk minder om et akvarium eller om den slags små glaskugler med snevejr indeni. Og det er dette indre kunstneriske stormvejr, hun sætter ord på i ‘ Glasborgen’. Det gør hun godt.”
Berlingske Tidende, Else Cornelius:
“En velskrevet og indsigtsfuld skildring af operahusets liv, musikkens væsen og sangernes kamp for at trænge ind i de store værker og fortolke dem.” ****
Af Lene Rasmussen
