Vi er i midten af 1970'erne, og Ruth er midt i tyverne, enlig mor i gang med sin ph.d. i Oxford om politik lige efter Første Verdenskrig. Hun tjener til dagen og vejen som engelsklærer for udlændinge. Hendes mor, Sally, bor ikke så langt væk.
Sally kunne næsten være taget ud af en turistbrochure om klassiske engelske havedyrkere. Men hendes liv har været alt andet end klassisk og det går op for Ruth, da hun en dag overraskende får et manuskript, hvori Sallys fortæller sin livshistorie.
Den respektable, ældre enke er ikke den, som Ruth og alle andre hidtil har troet. Hun er i virkeligheden russisk emigrant og hendes rigtige navn er Eva Delectorskaya. I 1939 rekrutteres hun til den hemmelige, britiske efterretningstjeneste - British Security Coordination. Hun bliver hvervet af den mystiske englænder Lucas Romer, som efterfølgende træner hende og bliver hendes chef - og elsker. Og Eva viser sig hurtigt at være den fødte spion.
Alt dette samt beretninger om hemmelige missioner under krigen afslører Eva for sin datter. Det er længe siden nu, og efter krigen måtte Eva flygte og har siden levet i evig frygt for at blive fundet.
Én gang spion, altid spion, og Eva alias Sally fornemmer, at hun må udføre en sidste opgave for at få fred - en opgave hun ikke kan klare alene: Hun skal bruge Ruths hjælp. Så mens Ruth slås med sine egne privatlivsproblemer, drages hun mere og mere ind i moderens historie og bliver hendes allierede, da hun først har krydset grænsen for sin skepsis.
Rastløs er en bevægende spionroman, der til dels foregår under Anden Verdenskrig og til dels i 70'ernes London. Samtidig er det et uforglemmeligt portræt af en kvindelig spion. Det er en mesterlig fortælling fuld af spænding, drama, følelser og historie.
I Rastløs undersøger William Boyd igennem Eva Delectorskays liv, hvor langt et menneske er parat at rykke sine moralske grænser i en større sags tjeneste, og hvilken konsekvenser det har på et menneskes liv og dets families liv. William Boyd viser med Rastløs, hvorfor han betragtes som en af Englands største nulevende forfattere.
British Security Coordination er ganske autentisk og har haft så kendte forfattere som Noel Coward, Roald Dahl og Ian Fleming blandt sine hemmelige ansatte, ja, det var vel her, frøet til Agent 007 blev sået.
”Rastløs” er noget mere sofistikeret end Ian Fleming og mindre kompliceret end John le Carré, men lægger sig smukt i sporet for den traditionsrige britiske spionroman.