Udgivet: 27.05.2011
Beskrivelse af Den døende detektiv af Leif G. W. Persson
Lars Martin Johansson er chef for det nationale kriminalpoliti - en legendarisk drabsdetektiv og blandt kollegaer kendt som manden, der kan se rundt om hjørner. Han er nu pensioneret og lever et andet liv end dengang. Men at se rundt om hjørner kan han stadig. I Stockholm i begyndelsen af juli besøger Johansson fastlandet for at køre et ærinde. På sin vej tilbage falder han for fristelsen og tager en afstikker til Sveriges bedste pølsevogn på Karlbergsvägen. For hvem orker at køre på tom mave? Da Johansson tre dage senere vågner op til livet igen, ligger han på intensiv afdeling efter at have overlevet en blodprop i hjernen, det indtraf få sekunder, før han netop skulle til at sætte sine tænder i en grillet Zigeunerwurst med surkål og sennep. En forandret tilværelse for Johansson, hvor det at se om hjørner ikke længere er aktuelt. Men hans gamle liv forsøger pludselig at få fat i ham igen.
På hospitalet møder han overlæge Ulrika Sten, der beretter for ham om mordet på en lille iransk pige i 1985. Sagen blev aldrig opklaret pga. inkompetent efterforskning. Overlægen har nye oplysninger, og Lars Martin går i gang med at se på sagen, da han bliver udskrevet. Efter en lille uges tid har han fundet morderen. Men sagen er forældet, og hvad så?
Lars Martin er meget syg, men overhører alle advarsler. Han spiser forkert, drikker og passer ikke sin medicin, som han burde. Forholdet til hustruen Pia er rørende, og hans hjælpere gør alt hvad der står i deres magt, men løbet er kørt. Det er den døende detektivs svanesang man er vidne til. For hvert eneste kapitel ebber livet mere og mere ud, Lars Martin bliver svagere og svagere, men det er kroppens forfald - hjernen er stadig knivskarp.
Fakta om Leif G. W. Persson
Leif Gustav Willy Persson er født i 1945. og er kriminolog og forfatter. Udover sine egne krimier har han også skrevet sammen med Jan Guillou.
Anmeldelser af Den døende detektiv af Leif G. W. Persson
DEN DØENDE DETEKTIV er simpelthen fænomenalt fremragende uden en side for meget på de næsten 500 af slagsen. 5 hjerter i Politiken
Den helt tungtvejende grund til, at man skal tage at læse "Den døende detektiv" er Perssons fremragende sprog og den knastørre karakteristiske humor. 5 stjerner i Børsen*****
Leif GW Persson er ganske enkelt en oase ... En sært fascinerende, dobbeltbundet historie, som det vitterligt er svært at lægge fra sig. 5 stjerner i Jyllands-Posten*****
Læs bogen for den sydende sarkasme, humoren og portrættet af den døende detektiv og hans ømme, nærmest smukke relation til venner og familie -og måske for at få skærpet syn på moral og hævn, også i politiets rækker.Begavet underholdning på machomåden. 5 stjerner i Fyns Amtsavis *****